Velkommen hjem, skal det være slut med kaos og rod i din entre?

Indgangen til dit hjem.

Jeg er stor tilhænger af at skabe forandring hjemme med små midler. Ofte er det slet ikke nødvendigt at gå ud og købe nyt fra A-Z for at skabe en positiv forandring, der kan mærkes i din hverdag. Faktisk kan en mindre omorganisering og oprydning gøre en hel del.

Entréen, som i de fleste tilfælde er det rum du, din familie og gæster træder ind i, når hoveddøren åbnes, kan være ret kaotisk, uanset om man er en eller flere, der bor sammen. Og hvad man mødes med som det allerførste kan være ret forskelligt.

Jeg foreslår ofte mine kunder at starte med at se nærmere på, hvordan indgangspartiet til deres hjem fungerer og ser ud, hvis de har mod på at skabe nye energi og overblik på hjemmefronten. Små tricks kan gøre livet lettere rimeligt hurtigt. Og entreen i dit hjem er et godt sted at begynde en forandring.

Lette og billige løsninger der er lige til at tage fat på.

Sorter og smid ud.

  • Enlige vanter
  • Strømper uden makker
  • Lillebrors hullede gummistøvler, der er blevet for små
  • Samlingen af kasseboner fra indkøb de sidste 6 måneder, der ligger hist og pist

Skokaos. Falder I over sko og støvler, når I træder ind af døren?

  • Lad bare sko og støvler som anvendes dagligt stå fremme. I de våde måneder, kan du vælge at lade dem stå på en avis eller en plastikbakke langs væggen.
  • Alle sko og støvler der ikke anvendes dagligt rengøres og pakkes væk.
  • Vil du give den gas og er der plads til det på væggen, så anskaf skoskabe eller skokasser, der kan sættes op på væggene og bevar fodtøjet der.

Jakker, huer og trøjer overalt?

  • Særligt hvis der er børn i familien, kan det være rigtigt smart at få en række kroge eller lignende sat op i deres højde, så de selv kan hænge deres overtøj op, når de kommer hjem. Så slipper I for at have jakker, der tit ender med at ligge på gulvet og flyder.
  • Prioriter at have en kommode, hvor hvert familiemedlem har sin egen skuffe til nøgler, solbriller, vanter, huer. Hvis det kan lade sig gøre, kan det være godt med ekstra store skuffer, hvor der også er plads til, at man har sin taske og skolebøger.
  • Hvis det fungerer bedre, kan du også vælg at sætte kasser eller kurve frem, hvor vanter, huer, nøgler, paraplyer og andet er sorteret, så det er let at finde frem ved behov.

Lille spejl på væggen der, eller måske lige frem et stort spejl!

  • Hvis du ikke allerede har et spejl, så få sat et op. Det er rigtig rart at have, hvis I er flere i husstanden, der skal ud samtidigt om morgenen og der er trængsel i badeværelset.

Det lille ekstra.

  • Har du børn, så bed dem om at samle deres ting op med det samme, når de kommer ind af døren. Ellers er der ikke langt til nye kaostilstande.
  • Hvis der er plads til en fin grøn plante, en vase med blomster eller en hyggelig lampe i indgangen, så er det bestemt heller ikke ad vejen, når du vil skabe en god stemning og energi.