Et familiemedlem, der betyder rigtigt meget for mig, sagde til mig forleden, at han ikke forstod, hvad det var jeg var igang med. "Jeg fatter det simpelt hen ikke", sagde han til mig.
Lige der vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Selv ved jeg jo godt, hvad det er jeg er igang med at bygge op. Og ja det er nyt for mig. Og åbenbart også for mine omgivelser. Måske ser det lidt crazy ud set udefra, når der skiftes spor i livet. Er der noget der ikke fungerer for dig, så gælder det om at fortage justeringer, ændringer der kan gøre dit liv bedre og booste din livsglæde. For hvem har lyst til at blive i sumpen, hvor alt er uoverskueligt, svært og måske ligefrem deprimerende?
Jeg gør mere af det. der er med til at gøre mig glad, sådan rigtigt glad i låget og mindre af alt det andet, som jeg også bliver nødt til. For sådan er livet. Der er mange praktiske gøremål, der skal klares. Ikke mindst når man har små mennesker omkring sig, som man har været med til at sætte i verden. De har jo brug for en hel masse, der tager tid og energi. Og samværet med dem gør mig heldigvis også glad i låget - og gal i skralden af og til. Kan hverdagslivet gøres lettere ved blandt andet at rydde ud i alt det, der tynger unødigt og suger din energi, så er det da værd at overveje at give det en chance?
Forleden skulle jeg jo bare have svaret, at det jeg arbejder med på det personlige plan er at øge mit fokus på det, der nærer, giver energi og glæde, så jeg kan klare alt det, der også i følger med, når man har et travlt arbejdsliv, familie og venner, der skal plejes. Livet er her og nu, og selvom meget kan rykkes frem i tiden, så ved vi reelt ikke, hvordan morgendagen ser ud.
Jeg har fundet rigtigt gode redskaber til at skabe luft og overblik i hverdagen - og de nye muligheder vil jeg elske at dele med dig, hvis du ønsker det.
Du har det sikkert helt fint med alt det praktiske, der skal klares i hverdagen. Men fik du tid til at lege med børnene, inden de skulle i seng? Og hvornår har du sidst læst en bog? Været i biografen med din kæreste? Drukket en kop kaffe med din hjerteveninde?
Hverdagslivet er kommet for at blive, men kunne det ikke være skønt at finde en smutvej, så der kunne blive mere plads til det sjove, det vilde, det spændende, det udviklende, det vi drømmer om også at gøre og opleve? Og det er her jeg kan hjælpe dig - jeg kan støtte dig i at skabe rum og plads til kernen, det du gerne vil bruge mere tid på, men måske har svært ved at nå fordi, der er en masse gøremål, det skal klares.
For du kan ikke komme udenom praktiske gøremål, men du kan skabe balance, så du også når det du allerhelst vil og drømmer om, når du står med næsen i vasketøjskurven eller tramper i pedalerne for at nå at hente junior inden vuggestuen lukker.