Når der er overtræk på energiregnskabet

Når dit energiniveau er lavt i en længere periode, er der en risiko for, at ubalancen breder sig og slår rødder i vigtige dele af dit liv. Der er stor mulighed for, at underskuddet resulterer i stress og stresssymptomer som ondt i maven, følelsen af ikke at kunne få luft, hjertebanken og problemer med hukommelsen.

Grundene til et overtræk på dit energiregnskab kan være mange. Det kan for eksempel handle om, at du giver meget til andre hjemme eller på arbejdet, uden at du er opmærksom på, at du ikke selv får fyldt nyt brændstof på tanken.

Og nej, du kan ikke regne med, at dem du giver til, tænker at de skal give tilbage til dig. Sådan fungerer det ofte slet ikke. Energislugerne er at finde overalt, mange virksomheder baserer deres forretning på en performance-orienteret strategi med grænseløse krav, som medarbejderne skal honorere. Vores børn skal hjælpes og støttes på mange forskellige områder gennem deres barndom og ungdomsliv. Vi skal være gode medarbejdere, venner, naboer, partnere og forældre.

Så du er nødt til at tage ansvar for dig selv og dit energiregnskab, hvis du ikke allerede gør det. I virkeligheden er det ikke så fjollet, når folk siger "pas nu godt på dig selv", når de kan mærke, at du ikke er helt på toppen.

Så hvordan kan du starte med at passe ordentligt på dig selv og genvinde din energi, dit overskud og din livsglæde?

Det handler om næring. At nære dig selv på daglig basis. indtil du når et punkt, hvor du er helt rolig og begynder at kunne mærke et overskud igen. Og derefter forsætte med at fylde på med mere næring. For det er du nødt til at gøre, også når energien vender tilbage. Det er det der menes, når vi siger til hinanden, at vi skal passe på os selv. Og ja det kan føles egoistisk, men det er egoistisk på en positiv måde.

Hvis du ikke har overvejet det før, så brug 5 minutter i ro og fred på at notere, hvor i dit liv, du kan nære dig selv på daglig basis. Små enkle ting giver resultater

Her er min egen liste:

- Cykle en aftentur. Jeg elsker at være ude i det fri.

- Yoga. Giver adgang til fokus på krop og vejrtrækning.

- Være stille. Det er ok ikke at skulle bidrage til samtale hele tiden.

- Sidde ned. Lade børnene komme til mig, når de har brug for hjælp eller en snak.

Min liste bliver løbende revideret, når jeg finder på nye tiltag. Noget kan virke fint i en periode, sidenhen forandrer dine behov sig måske.