Jeg har den seneste tid fået øjenene op for, hvad det er der sker med mig, når jeg giver plads til negative følelser. Det er også gået op for mig, at følelserne har større indvirkning på min adfærd og på mine tankemønstre, end jeg egentlig var bevidst om.
Den største, og i virkeligheden mest banale opdagelse, jeg har gjort mig, er, at vores følelser er tæt forbundne med, om vores personlige behov bliver opfyldt eller ej. Således vil følelser som irritation, håbløshed, frustration og vrede fylde mere på tidspunkter, hvor vores behov ikke bliver opfyldt.
Omvendt vil følelser som inspiration, glæde, energi og optimisme brede sig, når vi giver os selv lov til at prioritere egne behov.
Tidligere har jeg blot levet med skiftende følelser uden at gøre mig tanker om, hvad jeg selv aktivt har kunnet gøre for at ændre på tingenes tilstand og dermed på, hvilke følelser, jeg ønsker, skal fylde i min bevidsthed.
Negative følelser har således fået uhensigsmæssigt meget plads, med tilsvarende handling til følge. Enkelt fortalt forstod jeg ikke, at mine egne behov også skulle have plads i en hverdag, hvor en stor familie og et krævende arbejdsliv tager deres del af mine vågne, aktive timer.
Med den nye viden og bevidsthed, har jeg erfaret, at jeg aktivt kan ændre mine automatiserede reaktionsmønstre og har dermed fået adgang til større frihed og gennemslagskraft.
Det er en kæmpe befrielse, at jeg nu har adgang til kunne gå nye veje i mit liv, fremfor at reagere automatisk på de følelser, der dukker op i løbet af dagen.