Hvordan tager du hul på det der med at gøre tingene anderledes, når det lige præcis er det du har brug for?
Måske har du en helt klar idé om, hvad du ikke har lyst til, der skal fylde i dit liv. Du vil ikke spilde dine penge på unødig shopping, fylde dit hjem med masser af ting, du alligevel aldrig bruger, læse kedelige bøger eller hvad det nu lige er, du ikke vil.
Alligevel bringer et fokus på det, du ikke vil have, dig sjældent nærmere på de ønsker og muligheder, som du drømmer om og håber på kunne gøre sig gældende i netop din hverdag. En anden vinkel på tingene kan derimod være afgørende for, at du vil opleve, at forandring og nye muligheder kan få plads til at udfolde sig.
Egentligt er det ret enkelt. Fremfor at fokusere på det du ikke vil have skal dominere i dit liv, så overvej hvad det er, du gerne vil have. Hvis du ikke helt ved det endnu, så brug tid på at gå på opdagelse i dine drømme og ønsker.
Min personlige erfaring er, at når jeg har sat fokus på at udtrykke, hvad det er jeg vil have og har lyst til, så har jeg set, at min situation har forandret sig. Jo mere udtrykkeligt, du sætter ord på, hvad du godt kunne tænke dig, desto større er muligheden for, at du får hjælp af dine omgivelser til at få, hvad du drømmer om.
Det kan også være en stor hjælp til selvhjælp, hvis du også gør dig umage med, at give dig selv lov til at overveje, hvordan du gerne vil indrette dit liv - især hvis det er længe siden du har tænkt i de baner.
En enkel øvelse jeg varmt kan anbefale dig at bruge, hvis du har lyst til forandring, men savner et sted at begynde finder du her:
- Notér 3 ting eller omstændigheder i dit liv, som du ikke ønsker skal fylde, men som du stadig har i dit liv. Vær så specifik, som det overhovedet kan lade sig gøre.
- Omformuler efterfølgende de 3 ting eller omstændigheder, som du ønsker at ændre, til 3 ting eller omstændigheder i dit liv, som du gerne vil gøre plads til. Vær igen så specifik du kan.
Et eksempel kunne være:
Ting og omstændigheder du ikke ønsker i dit liv:
- Manglende overskud
- Tristhed
- Overtræk på bankkontoen
Med det nye fokus på det du ønsker, kommer din liste i stedet til at se sådan herud:
- Energi og fremdrift
- Oprigtig glæde
- Overskud i økonomien
Personligt lederskab styrker dig. Tankerne der opstår, når du giver dig i lag med at få klarhed over, hvad det er du gerne vil have og drømmer om, er med til, at en reel forandring pludselig er en indenfor din rækkevidde.